Den eneste film jeg nogensinde har græt til, er Pocahontas.
Vi så bare en film.
Jeg så en film, med de af mine venner som jeg holder aller mest af.
Ikke at jeg ved hvad det betyder.
Jeg fik bare lyst til at gå et sted langt væk med P.
Sidde med ham.
I stilhed måske.
Bare vide at han elsker mig.
Jeg savner ham.
Og for hver dag der går savner jeg ham mere og mere.
Jeg kan ikke huske hans ansigt.
Det gør ikke noget.
Men jeg kan huske hans duft.
Og jeg kan huske sidste gang jeg så ham.
Hvordan hans tilstedeværelse gjorde ham til det punkt jeg blev draget imod.
Hvordan hans krop var tyngdepunket.
Det var aldrig meningen at jeg skulle være forelsket.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar