Jeg ser det i mine dagdrømme. Mit liv. Så fantastisk. Og smukt, et rigtig smukt liv. Og en masse smukke mennesker. Lykkelige mennesker i kjoler og blomstrede sko. Smukke mænd med smukke ansigter, elskelige kvinder med åbne sind. Et lille træ hus med sne driver og iskrystaller om vinteren og smukke vilde blomster voksende over alt om sommeren. Et lille hus dækket af klatreroser og vedbend. Og mig der midt i det hele. Med udslået hår og blomstret kjole. Jeg er smuk, kunne have valgt at blive model, men valgte at stikke af til Sverige med min smukke kæreste. Så smukke og så lykkelige sammen. Så lykkeligt at det kun sker på film eller i bøger. Men jeg sidder der med min naturlige skønhed og læser digte for min smukke kæreste der spiser jordbær og bager pandekager. Vi cykler mod kysten og går mellem klipperne i sollys der får huden til at gløde endnu mere smukt. Vi griner over de dårlige vitser og smiler tandpasta smil.
’Jeg elsker dig’
Er det eneste jeg hører. Den samme sætning gentaget så mange gange.
’Jeg elsker dig’
Smukke øjne der græder af lykke, og læber der er uadskillelige. Sammenfiltrede kroppe og varme sommernætter under stjernerne. Regnbuer og bare tæer i græsset. Kornblomster og valmuer i flor.
’Jeg elsker dig’
Bølgers brusen og mågers skrig, alt er perfekt. Med solens stråler i øjnene og smukke mennesker der løber over en mark og falder mens de griner. En illusion. Af verden. En drøm, en forestilling. Et ønske om et bedre sted, et smukkere sted. Et perfekt sted. Med en masse smukke mennesker man ikke kan andet end at elske. Den illusion hjemsøger mig. Den er så perfekt at jeg græder, selv i søvne. Jeg vågner om morgenen og puden er våd af tårer. Mit perfekte liv så forbandet tæt på at jeg nogle gange tænker at jeg lever i drømmene og at mit virkelige liv finder sted om natten. Spillet som en film for mine øjne.
Jeg spiller meget smukt på klaveret mens min kæreste snakker fransk. Gyldne øjne og bål på stranden. Vi synger og danser rundt i vandkanten. Alle de smukke mennesker er på besøg, på vores smukke strand, i vores smukke verden, ved vores smukke bål. Det er så forbandet irriterende smukt og perfekt. Hele tiden spiller Agnes Obels klaver og jeg hører kun:
’Jeg elsker dig’
Og sommetider på fransk:
’Je t’aime, belle’
Og sådan lader jeg det være. Perfekt, smukt og pænt. På afstand. Et minde, et falsk minde opstået i mit hoved. Tankespind. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på at det måske er fra et tidligere liv. Jeg bliver lykkelig bare af at tænke på det. Måske fordi jeg husker det så tydeligt fra et andet liv, fra et andet mere lykkeligt, mere perfekt liv. Et perfekt og lykkeligt minde. Om mig.
’Je t’aime, det gør jeg virkelig, jeg elsker dig, af hele mit hjerte’
Wow lang tanke strøm.
Men sådan ser der ud inde i mit hoved. I hvert fald når jeg dagdrømmer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar